Greenkeeperens Corner – marts 2026

Vinteren har været lang – rigtig lang! Det har I som golfspillere uden tvivl mærket, og det samme gælder for greenkeeperne. Sne og frost har præget hverdagen, og vi har alle set frem til mildere vejr. Heldigvis kan foråret nu både ses og mærkes, og vi er godt i gang med at forberede banen til åbningen af sommerbanen. I år var vi nødsaget til at lukke banen i 8 dage for at give den den nødvendige ro, så sne og frost kunne slippe, og de store vandmængder kunne dræne væk. Efter længere perioder med frost og sne er banen ekstra sårbar, og derfor prioriterer vi at give den tid til at tø op og komme sig ordentligt.

Vinterens arbejde

Hen over vinteren har vi arbejdet med at tynde ud i skoven for at skabe mere luft, mindre skygge og mere sol på banen. Vi er nu i gang med at klippe skovbunden for at forbedre spiloplevelsen – og samtidig give lyngen bedre betingelser 

Det har været en stor opgave, men vi er næsten i mål, og resultatet er blevet rigtig godt. Vi forventer, at de store stakke træ ved Syd 6 samt på vores plads ved Øst 7/8 bliver fjernet inden sæsonstart.

Planen var også at give alle stier ny belægning for at fjerne toplaget med de sten, der kan være lidt “trælse”, når man går med trolley. Den hårde vinter har dog forsinket arbejdet, og vi når desværre ikke i mål inden sæsonstart – og formentlig heller ikke i løbet af sæsonen.

 

Renovering af broer

Flere af vores broer er ved at være slidte, og særligt på Øst er nogle ramt af råd og skal derfor renoveres. Arbejdet var planlagt til uge 9, men på grund af frost er det udskudt til uge 10. Det betyder, at Øst vil være lukket, indtil vi er færdige med reparationerne.

 

Opgaver inden sæsonstart (1. prioritet)

Inden vi åbner for sæsonen, har vi en række vigtige opgaver:

  • Greens skal prikkes og topdresses
  • Teesteder skal vertikalskæres, eftersås og topdresses
  • Fairways skal fejes og strigles
  • Bunkers skal renses, sand flyttes og nyt sand tilføjes, hvor der mangler
  • Vandingsanlægget skal opstartes – altid en spændende opgave! Anlægget har nogle år på bagen, og vi ved aldrig helt, hvor mange rørbrud der viser sig, når vi tænder pumperne første gang.

 

Medlemsdag 💚

Den 23. marts afholder vi medlemsdag, og vi håber, at så mange som muligt har lyst til at give en hånd med, så vi kan få banen helt klar til den nye sæson.

Mere information og tilmelding kommer i GolfBox – men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Opgaver på dagen vil blandt andet være:

  • Opsamling af grene i skovbunden og på klippede arealer
  • Rengøring af flagstænger
  • Vask af havemøbler
  • Opsamling af rangebolde i skovkanten

 

Nye greenkeepere

Der starter 2 nye greenkeepere til denne sæson, deres første dag vil være den 16. marts. Tag godt imod dem, så de får en god start i SGK. Jeg glæder mig til at byde Peter og Nicolai velkomne.

 

Vådt og fugtigt terræn

Selvom banen er tørret flot op, har vinterens sne og smeltevand efterladt fugtige områder. I vil derfor kunne møde afspærringer og markeringer, som hjælper os med at lede trafikken uden om de mest sårbare steder. Vi håber på jeres forståelse – det er med til at sikre en god bane resten af sæsonen.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en ny og forhåbentlig fantastisk golfsæson.

Med venlig hilsen

Jeppe Krogh Kristensen
Chefgreenkeeper, Silkeborg Golfklub