Orientering om arbejdet med mulig sammenlægning mellem Silkeborg Golfklub og Silkeborg Golf A/S

Bestyrelsen og ledelsen har gennem den seneste periode arbejdet med grundigt at undersøge mulighederne for en sammenlægning af Silkeborg Golfklub og Silkeborg Golf A/S. Formålet har været at vurdere mulighederne for at forenkle strukturen og skabe en økonomisk robust model for klubbens organisering.

Som led i arbejdet har vi – i samarbejde med ekstern rådgiver (BDO) – fået gennemført en omfattende analyse af de skattemæssige og momsmæssige konsekvenser ved en eventuel sammenlægning. Analysen har blandt andet omfattet:

  • Vurdering af mulige sammenlægningsmodeller
  • Skattemæssig værdiansættelse
  • Kortlægning af momsmæssige konsekvenser
  • Gennemgang af reguleringsforpligtelser

 

Beregningerne viste, at en sammenlægning vil udløse en væsentlig momsmæssig reguleringsforpligtelse i størrelsesordenen ca. 1 mio. kr.

Parallelt hermed har bestyrelsen været i dialog med Silkeborg Kommune om fritagelse for grundskyld i forbindelse med en sammenlægning.

Silkeborg Kommune vendte retur med afslag på fuld fritagelse for grundskyld. Kommunen har dog besluttet, at klubben ved en sammenlægning kan fastholde den nuværende grundskyld på 562.000 kr. årligt. Uden denne beslutning ville grundskylden ved en sammenlægning være steget til 1.611.000 kr. årligt.

Selvom det er positivt, at den nuværende grundskyld kan fastholdes, ændrer det ikke på, at de samlede økonomiske konsekvenser – herunder den identificerede momsmæssige forpligtelse – betyder, at en sammenlægning ikke er økonomisk holdbar under de nuværende omstændigheder.

Bestyrelsen har derfor besluttet at sætte arbejdet med en sammenlægning på pause. En genoptagelse forudsætter først og fremmest, at rammerne for grundskyld ændres, så de samlede økonomiske konsekvenser ved en sammenlægning, bliver fordelagtige for klubben.

Vi vil naturligvis orientere jer, hvis forudsætningerne ændrer sig, eller hvis sagen tages op igen.

Med venlig hilsen
Bestyrelserne
Silkeborg Golfklub og Silkeborg Golf A/S